Velkommen til Odense magiske skole

Magisk Skole er et rollespil for børn mellem 8 og 14 år i Odense. Spillet foregår i en eventyrlig verden på den magiske skole Nordheim som ligger på Møntergården. Deltagerne er elever på skolen fordelt i fire huse Fimbul, Yggdrasil, Freke og Rimfaxe. Nordheim er en af Danmarks magikerskoler med alt hvad det indebærer af slotsspøgelser, hemmelige gange, monstre i kælderen, sære professorer og magiske eventyr.

Rollespillet

Den Magiske Skole er et rollespil der foregår i en magisk verden – lidt som i Harry Potter, selvom han ikke findes i vores univers. Du kommer i stedet til at spille en elev på Magikerskolen Nordheim som ligger i Odense. Her er hverken Gryffindor eller Slytherin, men i stedet Hus Rimfaxe, Hus Freke, Hus Fimbul og Hus Yggdrasil. 

Undervisningen

På Nordheim får du undervisning i mange forskellige magiske discipliner. Der er både fag som undervises i hver spilgang og der vil også være forskellige valgfag. Du kommer til at få undervisning i Runemagi, Ritualmagi, Magisk Håndværk,  Duelmagi, Magiens Historie, Odenses Oldtid, Alkymi, Magisk Biologi, Bæstologi, og meget meget mere.

Til børn

Som barn spiller du elev på skolen Nordheim. Du kommer til at være en del af et hus, så du har altid nogen at gå rundt med og have undervisning sammen med – du kan selv vælge hvilket hus du er en del af.

Der vil også være en præfekt (en ældre elev) i hvert hus som du altid kan spørge om hjælp hvis der er noget du bliver i tvivl om. 

Inden spillet starter hjælper arrangørerne dig med at finde på et navn i spillet og lave en rolle som du synes er sjov og spændende.

Til forældre

Forældre og andre voksne kan vælge at spille med i rollespillet sammen med os voksne, som står for Magisk Skole eller du kan vælge at holde fri og forlade slottet mens børnene spiller.

Forældreroller kan være alt fra professorer der underviser, spøgelser der vandrer hvileløst rundt til monstre i fangekælderen og sure pedeller, der patruljerer skolen. 

Alle er velkomne til at lege med, men som voksen skal man koordinere med hovedarrangøren på forhånd eller inden næste spilgang.

Reglerne

På Magisk Skole har vi et sæt meget simple regler, som vi spiller rollespil efter. Hver spilgang forklares reglerne, så alle er med på hvad der foregår. Du må altså selv om du er en god ven, en fæl drillepind eller en doven skiderik, og om du bruger dit eget navn eller et helt andet.

De ting der sker i rollespillet tæller selvfølgelig ikke i virkeligheden – det er trods alt din rolle, der gør tingene, og ikke dig!

Vil du med os ind i magiens verden? 🙂 

Hvilket hus hører du til?

Hus Freke

Freke er den ene af Odins ulve og søster til Gere 

Loyal, stærk, vild 

Ild 

Sort og rød 

Ulv, klør og tænder

Hus Fimbul

Fimbul er den tre år lange, kolde vinter som indvarsler ragnarok. 

Stædig, målrettet, kaotisk 

Vand 

Hvid og guld

Sne og krystaller

Hus Yggdrasil

Yggdrasil er skæbnetræet  hvor Odin hang i ni nætter 

Kreativ, jordnær, opfindsom 

Jord

Grøn og bronze 

Træer og blade

Hus Rimfaxe

Rimfaxe er hesten som trækker månen og starter nattehimlen

Hemmelig, rolig, mystisk

Luft

Sølv og blå

Stjerner og måner

Avisudgivelser

Avisen “Trods Alt” udgives hver måned og kommer til at fungere som en opsummering af sidste måneds spilgang, så alle kan følge med. Avisen er tiltænkt at kunne læses af både de ældste og yngste elever – måske med lidt forældrehjælp. 

Vi har været i arkiverne på Møntergården for at finde inspiration til navnet på vores avis. Trods Alt var et lokalt, illegalt kommunistisk blad, som udkom i Odense under 2. verdenskrig. Bladet udkom første gang i juli 1942 og blev herefter udgivet en gang om måneden frem til krigens afslutning. Under Augustoprøret blev bladet udgivet som flyveblade. 

I vores magiske verden har Trods Alt været udgivet hemmeligt siden 1972, hvor det gamle Nordheim lukkede efter Grimnirs angreb, og hvor alle magikere var nødt til at gå under jorden og lave hjemmeskole af unge magikere
🙂